Strategi i praksis er den første danske bog, der udelukkende fokuserer på små og mellemstore vækstvirksomheder. Gennem grundigt gennemarbejdede eksempler og cases får læserne indblik i, hvordan denne type virksomheder arbejder med strategi. Strategi i praksis præsenterer en række virksomhedscases om danske små og mellemstore virksomheder, som alle har været meget succesfulde inden for deres metier. Små og mellemstore virksomheder er generelt blevet overset i litteraturen på trods af deres store innovative evner. Men her får læseren et dybdegående indblik i seks virksomheder og deres forudsætninger for at skabe vækst, som inspiration til egne refleksioner. I tråd med bogens titel er et af de vigtigste fikspunkter for alle seks virksomheder deres ubændige vilje til at tjene penge og skabe profit. Denne ambition gennemsyrer virksomhederne og er dermed en vigtig del af rygraden i virksomhedernes kultur samt ledelsesstil. Det har betydning for den dagsorden, virksomhederne sætter for deres udvikling, samt for måden, de handler på i dagligdagen. Strategi i praksis tegner et mere nuanceret billede af danske små og mellemstore virksomheder og belyser, hvordan denne gruppe af virksomheder kan bidrage med nytænkning og fremgang i dansk erhvervsliv. I tilknytning til bogen er der udarbejdet detaljerede noter til undervisning og træning. Noterne kan bestilles af undervisere ved henvendelse til Børsens Forlag.