Feed back af Christian Søgaard

 

Hvordan har samtalerne været 

Samtalerne har været meget sammenhængende for mig. Jeg oplever ofte at jeg kan blive lidt flyvsk når jeg snakker om de ting jeg kæmper med, men der er Christian rigtig god til at holde mig på sporet, og han er god til at sørge for at vi holder os til en ting af gangen. Der er også plads til at jeg kan afvige fra de overordnede emner, men jeg går altid derfra med en følelse af at jeg har styr på hvad der skal arbejdes med, for at jeg få det bedre. Derudover går jeg også derfra med en følelse af håb, og at det slet ikke ser så skidt ud som jeg nogle gangeføler det.

Christian er ikke stille i samtalerne. Han er med i hvad jeg snakker om, og jeg er ret sikker på at han oprigtigt er interesseret i mine problemstillinger og hvad jeg har at sige. Det gør det til et meget trygt rum for mig at være i. At han kommer med eksempler fra eget liv gør desuden at jeg ikke føler mig sygeliggjort.

 

Noget du kunne tænke der med fordel kunne være anderledes. 

Ikke hvad jeg kan komme i tanke om.

 

Noget der har gjort særlig indtryk/ Specielt godt.

At jeg er så tryg. Det har jeg ikke prøvet ved andre behandlere.

 

3 ting/ eksempler eller sætninger der kendetegner Christian

Det er så godt det der!

Godt set!

Generelt opmuntrende ord :)

 

Hvad har været anderledes/ nyt i forhold til tidligere samtaler (med anden aktør)

At han også snakker om sit eget liv, hvilket gør det mere til en samtale end noget opstillet. Rollerne er stadig fordelt sådan at det handler om mig, men jeg mærker det ikke på samme måde. Jeg føler mig ikke som et offer.

 

Andet der ligger dig på sinde………….

Tak for al din hjælp og støtte!

 

Evaluering af dig selv…… Hvor var du – hvor er du i dag.

I starten af samtalerne var jeg meget opgivende, og slog ofte mig selv i hovedet med at jeg ikke var god nok til studie, familie osv.

Men jeg oplever faktisk et skift i hvordan jeg tænker. Jeg er mere accepterende overfor mig selv. Jeg gør det så godt som jeg kan og jeg er begyndt at tage valg som er gode for mig. Jeg føler at jeg har bedre kontrol over mine problemstillinger. Det føles ikke længere som om tingene er blandet sammen, men at jeg kan skille problemerne ad og arbejde med dem en ting af gangen.

 

Hvor var dit Fokus. Evt. nyt fokus…..

Fokus lå og ligger til dels stadig hos mit forhold til mine forældre som er skilt. Min far har ingen interesse i at se mig og min bror efter skilsmissen i 2007. Vi har derudover en mor der er psykisk ustabil og som vi har skullet tage os af efter min far og hende gik fra hinanden. Jeg følte at jeg var fanget i det da jeg altid har følt at jeg skulle tage mig af dem, og jeg har i en årrække forsøgt at få min far til at interessere sig for os, hvilket ikke har kunnet lade sig gøre. Med støtte fra Christian, har jeg valgt at tage mig af mig selv. Jeg har taget afstand, da jeg har indset at det ikke er mit ansvar. Jeg kan ikke tage ansvar for hvad de vælger at gøre med deres liv, men jeg kan tage ansvar for mine egne handlinger, og give mig selv den omsorg jeg har manglet. På den måde er jeg blevet meget stærkere.